MIT LIV MED ADHD – EN FORTÆLLING AF JEPPE, 33 ÅR. DIAGNOSTICERET MED ADHD I 2018.

“Jeg skal huske at ringe til lægen. Og jeg skal ned med skraldet. Shit, jeg skulle jo også sende ferieønsker til chefen!”

Når jeg får en lille opgave – “kan du ikke lige bestille den der fødselsdagsgave til din søster?” – er mit umiddelbare instinkt at sige: “Selvfølgelig, jeg gør det senere”. Måske er opgaven kedelig, måske føles den stor eller uoverskuelig: ”Hvad ønsker hun sig overhovedet? Og hvor bestiller man det?”, eller måske kan det nemt udskydes: “Det kan sagtens vente til i morgen!”

Men det, der kan vente til i morgen, ender med at vente meget længere. Og ofte ender det med at blive glemt. Det er fejltænkning at udsætte dette. Min ADHD, kombineret med et fyldt hoved og en travl hverdag, gør, at jeg nemt glemmer de små opgaver. Og så lige pludselig der, mens jeg står i badet, eller når jeg om aftenen lægger hovedet på puden, så kommer jeg i tanke om det. På den måde vokser de små opgaver og bliver til små knuder af stress, der hele tiden sidder i baghovedet og giver en følelse af dårlig samvittighed over igen at have glemt noget.

Derfor har jeg lavet en simpel, men effektiv regel for mig selv: hvis en opgave kun tager 5 minutter, så SKAL jeg gøre det med det samme. Ikke senere, men NU – lige meget hvor kedeligt eller irriterende det er. I de tilfælde, hvor det ikke giver mening at gøre det med det samme, SKAL jeg skrive den ned på en liste. Så klarer jeg opgaverne på listen på én gang ved første lejlighed.

Det er simpelt, men det virker.

Noget af det bedste ved at have min ADHD-diagnose er, at jeg nu ved, hvorfor jeg har særligt svært ved støj og afbrydelser, og hvorfor jeg kan være så dårlig til at lave strukturer, selvom jeg i virkeligheden har meget brug for dem. 

Jo bedre jeg forstår mine udfordringer, des bedre kan jeg forklare dem til andre og få hjælp til at håndtere dem. Og det er enormt vigtigt, for nogle ting kan man bare ikke ændre alene.

Det kan være at bede sin partner om hjælp med at få skrevet aftaler ned, lægge ugeplaner og føre kalender, eller at bede sin chef om en plads på kontoret med færre forstyrrelser eller støj. Det kan også være at forklare sine kollegaer, at man stadig godt kan lide dem, selvom man beder dem om at komme tilbage senere, imens man sidder med headset på og prøver at arbejde fokuseret. 

Når folk kender til min diagnose og de udfordringer, den giver mig, oplever jeg, at de er mere tilbøjelige til at lytte, forstå og forsøge at hjælpe. 

Det moderne, digitale liv er fyldt med forstyrrelser. Især hvis du har et aktivt socialliv, der afføder hyppige chatnotifikationer eller arbejder på kontor med mails og skrivebordssnak. 

Det kan være svært for selv “raske” hjerner at koncentrere sig og holde fokus – og nærmest umuligt for os, der har ADHD. Kun når jeg hyperfokuserer, en af de evner, min ADHD giver mig, kan jeg rigtigt ignorere omverdenen, men det kan være svært at nå dertil, hvis jeg konstant bliver forstyrret.

For at mindske forstyrrelserne benytter jeg mig af nogle simple, men effektive redskaber:

• Støj. Invester i et støjreducerende headset. Det er guld værd. 
• Beskeder. Slå mail- og mobilnotifikationer fra og sæt tid af til at besvare beskeder på udvalgte tidspunkter, fx lige når du møder ind på arbejde, i frokostpausen og lige når din arbejdsdag slutter.
• Pauser. Pomodoro-teknikken kunne man skrive en hel artikel om, men essensen er simpel: man arbejder fokuseret i en kort periode (typisk 25-50 minutter) efterfulgt af en kort pause på 5-10 minutter. Får man lyst til overspringshandlinger under den fokuserede periode, skal man sige til sig selv, at man “får lov” lige om lidt, når man har pause – som det så er vigtigt, man faktisk holder.

Selvom ADHD er en psykisk lidelse, har måden, man behandler sin krop på fysisk, også stor indflydelse på, hvor udfordret man er af sin ADHD.

Du har sikkert regnet ud, hvad jeg vil sige - det evige mantra: Søvn, kost og motion! Men den er god nok. At prioritere sin søvn, spise sundt og varieret og at få bevæget sig, er ikke kun godt for din krop, det er også godt for din hjerne og dermed også din ADHD. De udfordringer, min ADHD giver mig, bliver værre, når jeg sover for lidt, spiser for usundt og glemmer at bevæge mig.

Søvn, kost, og motion kan få én langt, men ikke altid hele vejen. Det er der, medicinen kommer ind i billedet. For selvom ADHD er en uhelbredelig lidelse, kan de fleste symptomer lindres. Det er ikke noget, jeg kan rådgive om (det skal din psykiater gøre, når du har fået diagnosen), men jeg kan blot sige, at det, at jeg har fået den rigtige medicinske behandling af min ADHD, har været med til at forbedre min livskvalitet enormt. Læs mere om medicinsk behandling for ADHD her.

Det er hårdt at vokse op med ADHD. Rigtig hårdt. Og mange bliver allerede i barndommen mødt af uforstående blikke, mobning og evige irettesættelser. Det er ikke et tilfælde, at der er en tydelig sammenhæng mellem det at have ADHD og adfærdsforstyrrelser, brug af rusmidler, angst og depression. De knubs, mange med ADHD får i deres barndom, kan hænge ved hele livet.

Derfor er det sidste – men måske vigtigste – råd, jeg kan give dig, er at tilgive dig selv. Det er noget af det, min diagnose har hjulpet mig mest med. Den har givet mig en forståelse for, at jeg ikke er et dovent, forstyrrende, overfølsomt rodehoved, fordi jeg vælger at være sådan, eller fordi jeg blev opdraget forkert. Jeg er sådan, fordi jeg har ADHD.