Start i god tid: Det kan være en stor mundfuld for et barn med ADHD, hvis det både skal forholde sig til ukendte rammer og nye mennesker på en gang. Derfor kan det være en god idé, hvis I besøger besøger skolen inden opstart, går en tur rundt på skolen og arrangerer, at jeres barn kan hilse på klasselæreren og se klasseværelset. Tag gerne nogle billeder og lav en visuel guide.
Skab en struktureret og forudsigelig hverdag: Børn med ADHD har ofte brug for en tydelig struktur og rutine. Opret derfor en daglig tidsplan, der inkluderer tid til lektier, måltider, leg og hvile. Brug gerne billeder og tegninger. I kan eventuelt benytte jer af hjælpeværktøjerne til børn her på ADHDogLivet.dk.
Få et godt samarbejde med skolen: Tæt kommunikation med dit barns lærere er vigtigt for, at i sammen kan lave en plan, der passer til dit barns behov og understøtter dets læring. Det kan være nødvendigt med faste møder mellem skole og forældre, for at følge op på initiativer i undervisningen.
Find passende undervisningsmetoder: Børn med ADHD lærer ofte bedst gennem interaktive og hands-on metoder. Det vil sige læring, der involverer at røre, se, høre og gøre ting samtidigt. Der findes også digitale hjælpemidler. Samarbejd med skolen for at implementere undervisningsmetoder og undervisningsmaterialer, der passer bedst til dit barns læringsstil.
Beløn positiv adfærd: Ros og beløn dit barn for dets succeser, store som små. Dette kan hjælpe med at styrke dets selvværd og motivation for at gøre sit bedste i skolen. Brug for eksempel et pointsystem eller klistermærker.
Skab et roligt miljø til lektielæsning: Sørg for at reducere distraktioner derhjemme ved at skabe et hyggeligt og stille sted til lektier. Brug fx en timer, så barnet ved, hvor længe de skal lave lektier.
Hold hyppige korte pauser: At opdele lektielæsning i mindre bidder, og afbryde dem med korte pauser, kan hjælpe børn med ADHD til bedre at kunne fastholde koncentrationen. I pausen kan man gå en hurtig tur eller lave lidt fysisk aktiviet.
Fremhæv dit barns styrker: Fokuser ikke kun på de udfordringer, dit barn står over for. Anerkend og styrk også dets talenter og interesser. Støt op om barnets interesser, hvad end det er musik, sport, videnskab eller venner.
Sørg for en sund livsstil: Masser af daglig motion, sund kost og tilstrækkelig søvn vil bidrage til at forbedre dit barns opmærksomhed og adfærd. Reducer skærmtid om aftenen for bedre søvn.
Vær tålmodig og støttende: Det kan tage tid for dit barn at tilpasse sig og trives i skolen. Vær tålmodig og vær en konstant støtte undervejs. Giv også jer som forældre tid til at lade op og pleje jer selv.
Social udvikling er vigtig: Støt dit barn i sociale aktiviteter og legeaftaler, der hjælper med at få venner. Det er med til at lære, at opbygge venskaber på sigt.
Søg professionel hjælp efter behov: Hvis dit barn kæmper med alvorlige udfordringer i skolen, såsom betydelige indlæringsvanskeligheder eller adfærdsproblemer, så søg professionel hjælp fra en læge, psykolog eller specialist i børnepsykiatri.