Kender du det, når tankerne begynder at køre i ring, breder sig som ringe i vandet og til sidst sætter sig som en ubehagelig knude i maven? Du er ikke alene - mange oplever det samme.
HVAD ER KOGNITIV ADFÆRDSTERAPI?
Én tanke kan hurtigt vokse og brede sig - og før man ved af det, fylder bekymringer, selvkritik og negative følelser det hele. Hvis du kan genkende det, kan kognitiv adfærdsterapi måske være noget for dig.
Kognitiv adfærdsterapi handler om at arbejde med de dårlige tanker, man har om sig selv og de begrænsninger, man selv er med til at sætte. Det kan være særligt godt at arbejde med, hvis man fx også lider af depression eller angst.
Terapiformen er kort og der vil ofte være ugentlige samtaler i en periode på ca. tre måneder. Og selv om ordet ”forberedelse” muligvis får det til at gibbe i dig allerede nu, så kan det faktisk godt betale sig at arbejde med de øvelser, terapeuten giver dig undervejs i forløbet.
Fokus er på samspillet mellem dine tanker og din adfærd. Måske oplever du, at dine tanker spænder ben for, at du kan gøre det, du gerne vil. Ved hjælp af kognitiv adfærdsterapi bliver det tydeligt for dig, hvilke tankemønstre der skal ændres, og du lærer at tale pænt til og holde mere af dig selv.